Artikler

COHEAT ER KOMMET I MÅL

Fra planlægning til grøn omstilling

For et år siden var COHEAT allerede godt på vej. Nu er projektet afsluttet med dokumenterede investeringer for 332,3 millioner DKK i grøn opvarmning og energirenovering – omkring 40 procent mere end det oprindelige mål. En ny rapport samler resultaterne og de vigtigste erfaringer fra projektet.

Fra planer til investeringer 

Kommunerne har gennem deres varmeplanlægning kortlagt, hvor fjernvarmen kan udbygges, hvor individuelle varmepumper er relevante, og hvor nye kollektive løsninger kan komme i spil.

Men planer fører ikke automatisk til investeringer. Gennemførelsen kræver koordinering mellem kommuner, forsyningsselskaber, boligejere, rådgivere, leverandører og finansielle aktører. Den kræver også tillid blandt borgerne til både processen, løsningerne og de involverede aktører. Borgerne skal derfor have relevant og troværdig information på det rette tidspunkt, så de kan træffe beslutning om deres fremtidige opvarmning og eventuelle energirenoveringer.

COHEAT blev iværksat for at mindske denne afstand mellem planlægning og gennemførelse.

Tre regionale knudepunkter 

Kernen i COHEAT har været tre projektudviklingsenheder – også kaldet PDU’er – med deltagelse af syv kommuner i Region Syddanmark:

  • PDU Fyn omfattede Nyborg, Svendborg, Assens og Faaborg-Midtfyn kommuner. Her blev der arbejdet med fjernvarmeudbygning, energirenovering og løsninger til landsbyer og områder uden fjernvarme.
  • PDU Trekantområdet omfattede Middelfart og Kolding kommuner. Indsatsen var især rettet mod koordineret udbygning af fjernvarmen, målrettet borgerinddragelse og udvikling af termonet.
  • PDU Sønderborg byggede videre på kommunens mangeårige klimaindsats og arbejdede med både kollektive og individuelle varmeløsninger samt energirenovering.

PDU’erne fungerede som lokale platforme, der samlede de relevante aktører og understøttede udviklingen af konkrete projekter. De ydede ikke selv tilskud og var heller ikke projektejere. Deres rolle var at nedbryde barrierer, koordinere indsatsen og hjælpe med at gøre projekterne klar til gennemførelse.

Det samlede investeringsmål blev overgået med 40%

COHEAT havde som mål at mobilisere investeringer for 31,9 mio. euro i perioden fra november 2022 til oktober 2025.

Ved projektets afslutning var der mobiliseret og dokumenteret investeringer for 44,57 mio. euro, svarende til cirka 332 mio. kr. Det er omkring 40 procent mere end det oprindelige mål.

Investeringerne fordelte sig på:

  • cirka 246 mio. kr. til udbygning af fjernvarme
  • cirka 58 mio. kr. til individuelle varmepumper
  • cirka 28 mio. kr. til energirenovering af private boliger.

Det høje investeringsniveau skyldes især stor tilslutning til fjernvarmeprojekterne og betydelige investeringer i energirenovering.

Hvad har vi lært?

COHEAT viser blandt andet, at:

Varmeplanlægning skal følges op af en aktiv indsats for at udvikle konkrete projekter

Borgerinddragelsen virker bedst, når den koordineres med den tekniske planlægning og udbygningen af infrastrukturen

  Kommuner og forsyningsselskaber skal arbejde tæt sammen

  Banker og andre finansielle aktører med fordel kan inddrages tidligt

  Nye kollektive løsninger kræver klare og stabile rammevilkår

  Kommunal kapacitet og projektudvikling kan være et vigtigt supplement til økonomiske støtteordninger.

Den centrale læring er, at udfordringen ikke først og fremmest er mangel på tekniske løsninger. Det afgørende er at koordinere aktørerne, mindske usikkerheden og gøre vejen fra plan til investering mere overskuelig.

PUBLISHABLE REPORT – Dansk version 

Resultater og erfaringer

EXECUTIVE SUMMARY 

 Nye løsninger kræver bedre rammer

COHEAT arbejdede også med udvikling af lokale kollektive varmeløsninger som termonet. Flere projekter nåede langt med tekniske undersøgelser, organisering og borgerinddragelse, men der blev ikke truffet endelige investeringsbeslutninger inden for projektperioden.

Erfaringerne viser, at teknisk velforberedte projekter kan blive bremset af uklarheder om ejerformer, finansiering, langsigtet driftsansvar og lovgivning.

Arbejdet har dog skabt et fagligt og organisatorisk grundlag for at videreudvikle projekterne og forbedre rammevilkårene for termonet og andre lokale kollektive løsninger.